torsdag, 11. august 2011 14:11
HOUSE OF
HAPPINESS
SÅ KOM VI ENDELIG I GANG PÅ TERNDZONEN
Vi er lige blevet ringet op af Anette Christensen – væggen er oppe, jeg mailer lige lidt billeder. Kan i lide den? Skynd jer at se på billederne og ring til mig – vi er selv suuuper glade.
[singlepic id=950 w=520 h= float=]
I drengeværelset har vi teamet op med to super kreative piger, der har dekoreret den ene væg – fra loft til gulv. Det er de to billedkunstnerne Trine Galschiøt og Annete Christensen, sammen driver de firmaet www.arttiles.dk og et galleri. Herfra de sælger egne værker efter et særligt koncept, hvor små malerier på 15 x 15 cm sættes sammen til et større, farverige kunstværker. Se lige med – billedet er uskarp, men jeg tror alle kan danne sig et indtryk alligevel.
[singlepic id=951 w=520 h= float=]
Fliserne i drengeværelset er specielt udviklet til HOUSE OF HAPPINESS – og er ikke set før. Hvert arTTiles værk består af en række hvide lærreder med påtrykte ikoner eller som her på TRENDZONEN I HAL K – retrospektive motiver.
[singlepic id=952 w=520 h= float=]
Er de ikke bare vildt flotte og fede og fantastiske?
KOM TIL HERNING OG SE MERE PÅ FORMLAND 18 – 21 AUGUST 2011????
Følg med her på bloggen hvor vi løbende lægger billeder inf fra opbygningen af HOUSE OF HAPPINESS.
LÆS PIGERNES
EGNE SJOVE ORD
OM DEM SELV:
[singlepic id=953 w=520 h= float=]
Anette Nørmark
Født i 1977
Mor til Chili Aminah og Mila Rose
Bor på Østerbro
Hvordan har du det med medierne?
De kan bare komme an. Hvorfor? Fordi jeg, inden jeg startede arTTiles, arbejdede en del år i mediebranchen, så jeg kender medierne. Nu glæder jeg mig over hver dag at kunne lægge alle mine kræfter i min egen virksomhed og være min egen chef – noget jeg altid har drømt om.
Hvad savner du fra din fortid?
Køkkenfester! Og det med at joine en fest med en pose kolde øl i hånden, hvor den første allerede er blevet indtaget på en bænk på vej til festen. Strammere mave. Højt blødt græs mellem tæerne … nåh nej, det sidste hører ikke kun fortiden til. Heldigvis.
Hvornår har du sidst haft lopper?
Hele tiden … det kribler og kravler i mig for at gøre gode loppefund. Faktisk er jeg afhængig, og jeg er villig til at gå ret langt (på kanten af loven) for at erhverve mig det perfekte fund. Jeg elsker det rå og historien i det gamle og slidte ragelse, jeg samler til mig rundt omkring. Jeg er altid på jagt, og i mine øjne er det stort set gemte skatte på hver en gade i København. Sidst jeg var i New York havde jeg efter bare et døgn i byen samlet så mange vidundere, at jeg kunne fylde hele bagagerummet på en taxi ud. Desværre måtte jeg i sidste ende opgive at få min fund med hjem i flyet, fordi jeg også kom til at shoppe en del de næste otte dage.
Hvad er det, Trine kan?
Nogle gange må jeg knibe mig selv i armen, fordi jeg synes, det er utroligt, jeg har været så heldig at støde ind i et andet menneske, der tænker og er næsten identisk med mig selv! Sådan har jeg det med Trine, og jeg glæder mig til fremtiden med hende og arTTiles. Når man er to, så både tør og tror man mere på, at det hele nok skal lykkedes. Trine giver mig energi, og jeg elsker, når vi sammen er helt oppe at flyve over alle de gode ting, der sker med arTTiles.
Hvad får dine tænder til at løbe i vand?
Skumslik der har ligget så længe, at det er hårdt i kanten. Da Trine og jeg mødtes første gang, serverede jeg kaffe og skumslik – og det var tydeligt, at vi delte passionen for skumslik. I hvert fald fik hun efter én times bekendtskab nøglen til galleriet. Jeg kunne mærke under vores første møde, at det var starten på noget stort, og at vi havde de samme ambitioner for arTTiles.
Hvad laver du, når ingen kigger?
Så fyrer jeg virkelig op for musikken i galleriet. Jeg smådanser lidt og synger gerne med for fuld hals på tekster, jeg ikke helt kan huske eller kender for den sags skyld … parallelt med dette scenario kaster jeg maling på lærrederne. Det er fandeme terapi.
Hvad gør dig rigtig glad?
Når jeg finder ind til mit inderste og får fat i de følelser, der senere kommer til udtryk på et lærred. Og solskin og kolbøtter! Jeg bliver også sindssygt glad af at høre et gammelt nummer med Guns´n Roses. Jeg har nemlig SÅ mange minder fra min ungdom, som på en eller anden måde er forbundet med dem. På en god dag kan deres musik fremkalde både gåsehud og tårer i mine øjne.
Er du til kold hvidvin eller portvin?
Jeg har i virkeligheden aldrig brudt mig om hvidvin, så KLART portvin. Den første søndag i hver måned holder vi åbent i galleriet, og så starter vi altid dagen med et lille glas portvin og byder altid gæsterne det samme.
[singlepic id=954 w=520 h= float=]
Trine Galschiøt
Født i 1978
Mor til Nicholas
Bor på Vesterbro
Hvad irriterer dig grænseløst?
Grænsen mellem kunst og design. Så er det sagt. Jeg har altid haft lyst til at forene de to verdener, og for mig er arTTiles netop et udtryk for dette. Men i det hele taget har grænser generelt altid irriteret mig, især de grænser vi har en tendens til at sætte for os selv.
Hvornår har du sidst bygget et papkassehus?
Det er faktisk kun et par måneder siden, at jeg samlede et pap hus, som jeg fandt i design shoppen på MOMA i New York. Det var en herlig bygge-samle-skabe aften, som gav mig en slags deja-vu, fordi jeg som barn investerede mange timer i at bygge papkassehuse og skabe fantasiuniverser til alle personlighederne på bamsehylden.
Hvad fortæller en Arne Jacobsen stol dig?
Jeg synes helt sikkert, Arne Jacobsen var en fantastisk dygtig mand, der var langt forud for sin tid, men at investere i en stol som fx ægget svarer for mig til, at man bare køber sig til ”god stil” på en nem måde. Jeg foretrækker klart at besøge hjem, hvor jeg kan fornemme de mennesker, der bor der, gennem de ting, de har valgt at omgive sig med. Jeg elsker hjem, der er fulde af skæve ideer og sjove påfund.
Hvad er din baggrund?
Jeg har en baggrund inden for indretning og design. Jeg har boet næsten syv år i byen Porto i Portugal, hvor jeg arbejdede for et arkitektfirma og hovedsagligt indrettede restauranter, cafeer og private hjem, men også fik lov til at kaste mig ud i møbeldesign.
Hvorfor omtaler Anette dig som en baggårdskat?
Ha, gør hun det? Det må være, fordi jeg er meget fascineret af alt det, der foregår bag facaden, både når det handler om bygninger og om mennesker … I Porto fandt jeg meget inspiration i byens smukke, finurlige og flisebeklædte huse, men især baggårdene inspirerede mig. Her mærker du suset og stemningen fra svundne tider. Det er historier, du kan mærke helt ind under huden … og det er den slags historier, jeg forsøger at formidle gennem arTTiles.
Hvad var dit første indtryk af Anette?
Det lyder nok som en kliché, men, hvis kærlighed ved første blik findes, kan det kun være det. Vi mødtes på et kursus, og jeg fornemmede straks en helt speciel energi ved hende, som jeg bare måtte have noget af. Jeg nægtede at tage hjem uden hendes telefonnummer, og jeg tror, at jeg allerede dér ubevidst vidste, at Anette ville komme til at blive en stor del af mit liv. Heldigvis var ”kærligheden” gengældt, og ikke længe efter sad jeg i hendes galleri og spiste skumslik og drak kaffe.
FAQ
Hvad er arTTiles?
arTTiles er ekspansiv kunst, der får dig til at drømme dig væk til en solrig og hemmelig baggård fyldt med historier i Portugal – kaklernes hjemland.
Hvert arTTiles værk består af en række hvide lærreder med påtrykte ikoner og motiver fra gamle portugisiske kakler, der tilsammen udgør et billede. Lærrederne er skabt med forskellige metoder, fx kan de være håndmalede, med serigrafisk tryk eller med zerolitografi.
Alle lærreder er made a mano, og de udgør hver én kakkel i det samlede billede. Købere kan sammen med kunstnerne sætte kaklerne sammen til færdige værker, hvis dette ønskes. Kombinationsmulighederne er uendelige. Endvidere er det muligt for købere at komme med ideer til kaklernes motiver. Det kan fx være personlige indslag og ideer i forbindelse med en begivenhed.
Værkerne er som udgangspunkt 60×60 cm, men kombinationsmulighederne i både motiv og størrelse er uendelige.